onsdag den 4. november 2009

Hvorfor virker det ikke at gå på slankekur?


...tjae...det er nok det store spørgsmål, som vi overvægtige er de allerbedste til at tage stilling til.

Virker det virkelig at ændre på sin kost og dyrke noget motion - er det "kun" det, der skal til?

Set udefra er det da uhyre enkelt! -men hvordan ser det ud indefra?

Hvis jeg kunne vise et billede, der symboliserer kaos, så ville det nok være det nærmeste, jeg kunne komme til at beskrive den sindstilstand jeg har været i pga. min vægt og tanken, nej tankerne - de konstante tanker om hvordan jeg dog skulle komme i gang igen.

Det fyldte uhyggelig meget i min sindstilstand, at jeg var for tyk....eller for at kalde en spade ved sit rette navn...jeg var for FED. Med en overvægt på 50 kilo og BMI på over 39 er man sq ikke bare lidt for tyk, man er i stor helbredsrisiko på grund af sygelig fedme!

Når nu tankerne og bevidstheden i den grad var kørt i stilling med opmærksomheden rettet med vægten 24/7, hvorfor kunne jeg så ikke bare gå i gang?

Jamen det gjorde jeg jo hele tiden! Gik på kur - kiksede - opgav... gik på kur - kiksede - opgav... gik på kur - kiksede - opgav...i en uendelig strøm af forsøg med følgende nederlag og medfølgende lavere og lavere selvværd.

Men INTET sted i mit bagland mødte jeg hverken opbakning eller respekt for mine valg, mål eller ideer, og efter få dage, kastede jeg mig over de kager, der i en lind strøm blev stillet foran mig. Ikke decideret foran mig for at friste, men fordi min værre halvdel ikke syntes, det skulle gøres til et problem for ham. Han syntes det var for besværligt, at han skulle lægge kager og slik bare lidt af vejen.

Jeg forstår så godt at nogen bare vælger at give op til sidst - det virker jo håbløst! Faktisk vil jeg vove at påstå at det ER håbløst at komme igennem denne proces, når man ikke nyder en eller anden form for opbakning.

Slankekure virker - ja men kun så længe man er på dem. De gode og lødige kure kombineret med motion er givetvis vejen til et sundt liv - problemet ligger bare et helt andet sted, nemlig mellem ørerne! Følelsen af mindreværd, sorg, ensomhed, angst, utryghed og alle de andre følelser, vi har svært ved at være i, de dulmes af mad - hvordan kan man så forlange at vi skal komme ned i vægt? Hvordan kan nogen tro, at disse uhåndterede følelser bare forsvinder som dug for solen, fordi vi skal tabe os?

Maden er vores trøst, vores sut, vores sprut, vores smøger, vores stof i én og samme, og efter få dage uden alt det, så er vi ved at skrige af angst og panik. Men vi kan ikke få hjælp, og vi møder ikke forståelse.

Vi mødes i stedet af fordømmende udsagn om at vi er dumme, dovne, dorske og bare kan tage os sammen. Min IQ er målt til at være 138, så det er altså ikke fordi jeg er dum, at jeg er tyk. Jeg er for tyk, fordi jeg føler alt for meget og bruger mad til at dulme en indre smerte.

Vi kan da bare lade være med at spise så meget!!. 

Har I nogen anelse om hvor svært det er? Uanset hvor meget man skal tabe sig, så SKAL man altså ha mad!

En alkoholiker eller en narkoman kan holde sprutten eller stofferne ude af deres liv, mens vi, der er for tykke, vi er nødt til at spise 5-6 gange om dagen – vi er NØDT til at kravle ind i buret til løven! Vi er nødt til at se vores stof for os rigtig mange gange om dagen. Og ingen tager hensyn til os! Ingen kunne da drømme om at lokke en ædru alkoholiker med en lille snaps eller en afvænnet junkie med et lille hyggefix, vel?

Men på os tykke er der fri jagt året rundt: ”Tag nu bare et lille stykke kage – den feder først i morgen” eller…”nu har jeg stået og bagt for din skyld, det kan du ikke være bekendt!” eller….hvorfor vil du dog gå igennem det igen, du behøver da ikke tabe dig, du har jo sådan nogle smukke øjne” - og det betragtes som værende ok! Personen, der nøder, bliver faktisk fornærmet, hvis vi ikke efterkommer anbefalingen.

Hvor respektløst er det ikke?

Eller vi bombarderes totalt uopfordret med kloge råd om, hvordan vi skal spise for at komme ned i vægt.

For filen da, er der noget som overvægtige er eksperter i, så er det kost og ernæring. Jeg render da ikke rundt og fortæller andre, hvordan de skal holde op med at ryge, indrette deres hjem, eller hvad de skal give deres børn med på maden, for at give dem en god skoledag, vel?

Men nu hvor jeg har tabt en masse kilo, så mødes jeg pludselig med respekt! Hvor latterligt er det ikke, spørger jeg.

Nu er jeg så pludselig kommet over min dovenskab, er blevet intelligent eller har fundet de vise sten – og så kan jeg mødes med al den respekt, jeg havde så hårdt brug for, da jeg vejede 50 kg for meget! Føj for pokker, nu har jeg intet til overs for den slags respekt!

Kunne vi blive enige om at vi er mennesker på godt og ondt, og at alle mennesker skal behandles med samme respekt? Tykke som tynde, skaldede som rødhårede, troende som ateister.

Det gør ondt på os alle sammen, når de sten, man kaster imod os, rammer.


En stor hyldest til min elskede slankegruppe FAT 
– I styrer for vildt!

onsdag den 21. oktober 2009

Så er nedtællingen begyndt...

Kun sølle 800 gram før vægten viser 2-cifret!

Hvis man ikke selv har været så tung, er det nok svært at forstå min begejstring, men jeg kan godt røbe, at det er STORT - virkelig stort!
Endelig er målet rykket meget nærmere, og det hele ser ikke længere så svært ud.

Allerede nu kan jeg mærke en markant forskel på mine muligheder og min kondition, og troen på at det lykkes selv med "baby-steps" er blevet yderligere forstærket.

Ja det har taget 10 måneder at tabe 16 kilo - så måske vil det tage yderligere 1 år, før jeg runder en BMI på 25 - og hvad så?

Jeg lever jo livet imens - har ikke sat noget på stand-by - har ingen længsel efter noget - og der er ikke noget jeg "skal ha indhentet" engang, når vægten er på plads. Det skulle da lige være en god løbetræner....

Men først skal jeg lige runde de 100 og forventer naturligvis telegram fra majestæten....

Et kæmpe stort TAK til alle Jer, der følger mig på vej.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Har du selv brug for at komme i gang med et stort vægttab?
FAT er gruppen for Forenede Aktive Tyksakker
Vi hjælper hinanden AKTIVT

fredag den 4. september 2009

Don't mess with me!

Vil lige fortælle om en af mine gamle sejre, som jeg stadig rider højt på.

Da jeg gik til træning i Haslev, var jeg også vild med trappemaskinen, så da min nabo en dag lige skulle over at handle og ha lidt sol i samme center, hvor jeg trænede, kørte jeg med for bare lige at snuppe et kvarter på min elskede trappemaskine imens.

Da vi kom derind var begge maskiner optaget af et par smækre unge piger, så jeg satte mig pænt til at vente. Jeg spurgte den ene, hvornår hun var færdig, men fik bare det svar at DET VIDSTE HUN DA VIRKELIG IKKE! og så skal jeg ellers love for at jeg fik et dobbelt elevator-blik. Jeg aflæste det som "Hvad fanden skal du her, din fede ko"....måske var det ikke lige det, hun tænkte, men det var det, hun udstrålede.
Efter ½ time måtte jeg gå igen - rigtig ked og ØV!!

Men hævnen var sød!!

2 dage efter var det nemlig mig, der stod på maskinen, da hun kom ind. Jeg kørte altid et 12 min. program, fordi jeg var vild med at skulle op over nogle "bjerge" der blev højere og højere, så hver gang der var gået 12 minutter, startede jeg forfra. Og det gjorde jeg også da "finken" sad og ventede på at komme til. Det var sq sjovt! Hver gang hun rejste sig og troede at NU var det hendes tur, så startede jeg forfra! Jeg var fuldstændig ligeglad om det kostede mig min fulde førlighed, jeg ville edderbroderemig vise den mokke at der var andre end hende, der kunne være selvoptagede og infame.

Himmel og hav....jeg genstartede 7 gange før hun skred! og stod der altså i 73 minuttet før jeg kunne vakle af. For filen hvor havde jeg ondt i r****, men tror du ikke lige at jeg ellers havde det helt FANTASTISK!!!???

Så send mig aldrig et elevatorblik - jeg finder mig ikke i noget, ok?

torsdag den 3. september 2009

Minus 50 kilo...jamen hvordan???

Ja det ved jeg heller ikke. 
MEN jeg ved, at jeg nu er kommet af med de første 14 kilo, og at resten kommer hen ad vejen. 
Måske går det meget langsommere end jeg havde forudset og det er helt bestemt en af grundene til at jeg har givet op alle de andre gange - tålmodighed er absolut ikke min største dyd. 
For pokker jeg er vædder og vant til at det, jeg går i gang med, det helst skal være gjort færdig senest dagen før. 

Men dette projekt skal tage tid - det er projektet i sig selv, jeg lærer af. Det er tidsaspektet, der gør at jeg ikke falder tilbage til de gamle vaner. For indbygget i mit program er nemlig muligheden for at skeje ud og lave flik-flak og så vende tilbage til programmet og gå videre. Endda uden at det giver de voldsomste negative udsving på vægten. 
De gange hvor jeg er gået på hård kur, har jeg givet op efter kort tid, fordi jeg ikke kunne forene kuren med en almindelig hverdag, men nu.....Ingen problemer! 
Jo længere jeg kommer ind i forløbet, jo mere opdager jeg, at sundere livsstil langsomt erstatter de gamle vaner, uden at jeg egentlig tænker over det. Det sker nok fordi, jeg nyder de bivirkninger der følger med og derfor ubevidst tager mere og mere afstand fra at føle mig forædt, oppustet og energiforladt. Det er blevet en nydelse at opleve mæthed på en helt anden måde. 
Det ER blevet min hverdag nu. 

Men jeg ved også, at det ville være et umuligt projekt, hvis jeg ikke havde fået den opbakning, jeg har fået. Desværre ikke herhjemme - her må jeg være hård og brutal og stadig sige nejtak til flødekager og wienerbrød og nej til at lave pandekager i stedet for middagsmad - ØV!! Det er ellers også her, jeg møder den største kritik, så jeg har svært ved at forså at tingene ikke rigtig hænger sammen. Men det er jo ikke nogen nyhed, så jeg orker ikke bruge mere energi på at forstå hvorfor det er sådan. Det er blevet til en accept af at sådan er det bare.....

Mit næste mål er er runde de første 15 kilo og umiddelbart derefter bliver næste mål at komme under 99,9 - og denne gang lykkes det! 
Der er alt for mange mennesker involveret - alt for mange, som jeg ville svigte grusomt hvis jeg ikke gennemfører denne gang. 

Så stort tak til Jer der løfter mig op, når jeg er nede og trækker mig fremad, når jeg er ude i modvind.


Har du selv brug for at komme i gang med et stort vægttab?
FAT er gruppen for Forenede Aktive Tyksakker
Vi hjælper hinanden AKTIVT

lørdag den 29. august 2009

Dagbog 29. august 2009 - Kys det nu det satans liv

Så blev det lørdag - jubiiiii!! Weekend! og hvad så?
Tjaeee...for bare 2 måneder siden gik jeg rundt og havde det sådan her:


"Jeg tænkte, nå, men det var så livet
sådan så det altså ud"

(TV2)



Det var som om jeg var tilskuer til livet - til alt det, der skete for andre, for i mit eget liv, skete der ikke mere. Eller rettere, jeg følte mig så hæmmet, at jeg fravalgte, hvad der evt. kunne ske. Følte mig ekstremt belastet af min størrelse, totalt håbløs i tøjet, kikset i håret osv. osv. Og i stedet for at gøre noget ved det, blev jeg bare hjemme og blev mere og mere ulykkelig.

JA, der var mennesker, jeg kunne række ud efter, mennesker der ville støtte og hjælpe - det er jeg klar over, og jeg ved også hvor de er - Jer alle sammen ;-). 

Det er udelukkende min egen skyld, mit manglende engagement, mod, manglende evne til at gribe fat og selv tage hånd om mit liv. 

Men jeg har fundet det - jeg har fundet vejen tilbage til det rigtige liv. Fundet lidt af modet og viljen til at handle, være aktiv og selv være "in charge". Så det er en helt anden linje fra den samme sang, jeg nu kører efter



Der er nogen chancer, som man selv kan ta
og flytte rundt med hvis man synes

(TV2) 

Jeg er bare SÅ optændt - rækker armene ud til alle sider for at få opbakning, jo mere jo bedre.
Fornemmelsen af at der er nogen, der virkelig bakker op om mit projekt er fantastisk, og samtidig gør det, at jeg vil få sværere ved at falde tilbage og sumpe igen.


Tak for mit nye liv og tak for alle mine gamle venner



tirsdag den 7. april 2009

At trampe rundt på samme sted igen og igen

...tjae...det var i hvert fald sådan, det føltes. Uanset hvor hårdt jeg kontrollerede maden, vandet og motionen, så stod vægten urokkeligt stille. Jeg troede faktisk, de var blevet tatoveret på skærmen! Men nu er jeg jo heldigvis ikke den, der giver op uden sværdslag, og jeg har længe kikket en hel del på, hvorfor verdens befolkning bliver tykkere og tykkere på trods af alle de "light" produkter, der er kommet på markedet, og på trods af at mange flere har fået lettet r**** fra sofaneseren og er kommet i gang med at bevæge sig lidt mere. Det eneste, jeg kan finde at sætte en finger på, er al den rafinerede mad, vi til stadighed indtager mere og mere af. Specielt sukker og de hurtige kulhydrater, tror jeg selv, er skyld i mine overflødige kilo. Og vis man dertil lægger en større og større hyppighed af insulinresistens, så blev det lysende klart for mig, at der skule langt mere drastiske metoer til end blot at leve sundere og grønnere. Insulinresistensen skulle repareres allerførst, og det er jeg gået i gang med. Kører på 10. dag nu uden sukker og max. 20 g. langsomt optagelige kulhydrater om dagen. Og endelig har tallene på vægten opgivet ævret og overgivet sig. Vægt 16/12 116,8 Vægt 16/1 110,8 Vægt 16/2 110,8 Vægt 16/3 110,8 Vægt 4/4 109,8 Vægt 7/4 108,9

mandag den 9. marts 2009

Hvad er belønningen? Hmmm....tjae.....

Belønningen er vel at der kommer røde streger på bundlinjen - altså et flot minus tegn, eller? Men da jeg ikke hopper på vægten oftere end hver 14. dag, så kommer denne belønning altså ikke hver dag og slet ikke som ønsket en masse gange i løbet af dagen, såe..... ................................................måske er det på tide at jeg opfatter det helt anderledes? Hvis nu belønningen er, at jeg for en gangs skyld kan holde fast i et system i længere og længere perioder ad gangen og ikke falde i vandet nær så ofte som tidligere? Hvis nu belønningen er, at jeg kan gå i seng uden at skulle have 2 halve med ost og et glas mælk med? Hvis nu belønningen er, at jeg har 3 par bukser, der ligger og venter på at jeg finder symaskinen frem og syr dem ind? Hvis nu belønningen er, at jeg har fået gang i at rydde op og rydde ud? Hvis nu belønningen er, at jeg har fået smidt 4 sække med tøj ud i min oprydningsproces? (+ 4 sække af min mands ;o)? Hvis nu belønninen er at jeg har fået overskud til at få indrettet mit lille kontor på 1. sal? Jamen så har jeg jo masser af belønninger at kikke på hver eneste øjeblik, og de røde tal på bundlinjen bliver så et ekstra plus et par gange om måneden. Jo livet ER blevet lettere og det er jeg også - minus 6 indtil nu.