Der er gået nogle dage siden jeg fik blogget sidst.....der sker så utrolig meget i mit indre univers, og jeg tror at det er derfor vægten står lidt stille ind i mellem.
Det er som om den står lidt og tænker - overvejer - vurderer - føler efter "er det nu på tide at gå videre"
Jeg har en filosofi om at de ting, vi "efterlader" på trappen, når vi går op i vægt - de ting vi forsøger at æde os fra (tilgiv ordet æde, men 'spise' dækker slet ikke i denne sammenhæng) dem møder vi igen når vi går ned ad trappen.
Og det er lige her jeg er havnet nu. På tærsklen til en af de store hurdler, der hvor jeg blev konsulent for WW og mit livs helvede begyndte. Jeg har aldrig fået bearbejdet de ting, jeg blev udsat for og jeg er nok lidt bange for at møde dem igen. Skrev jeg virkelig lidt?? Jeg er rigtig bange! Det var de ting, der fuldstændig slog benene væk under mig og gjorde at jeg brød sammen.
Så på den ene side glæder jeg mig selvfølgelig til at komme igennem/over hurdlen - men jeg skal godt nok da ha et ordentlig tilløb kan jeg mærke.
Er der nogen, der vil holde mig i hånden?
Nå ja det er der jo. Altid og hele tiden.
