På vej igen.....

Lige nu hvor jeg står lige midt i vadestedet, kunne det være fristende at give efter, lade 5 og 7 være lige og sige at projekt "SLANK" må træde lidt i baggrunden. Det er i hvert fald den måde jeg tidligere ville ha reageret på, og hvem ville ikke ha stillet sig forstående over for dette?

Jeg mener: Hele mit liv bliver vendt 180 grader på hovedet, jeg skal skilles fra den mand, jeg har delt hus med i over 20 år. Jeg har fundet mit livs store kærlighed igen og skal dele resten af mit liv med ham. Efter så mange år i et ægteskab, der ikke engang var venskab, men nærmere 'handicappet & hjælper', så skal jeg pludselig til at være sammen med en mand, der vil mig og vil os!

Og alligevel skal vi vente, fordi vi ikke har nogen steder at bo lige med det samme.....

Frustrerende at kaste hele sin hverdag overbord og alligevel ikke kunne komme videre.

Jeg tror at enhver ville forstå, hvis jeg trak i nødbremsen og lagde projektet lidt på hylden?

Men NEJ! Det gør jeg bare ikke! Måske går det lidt langsommere fordi weekenderne bruges på optimal hygge med lækker mad og god vin, men pause? Nix - den går ikke!!

Nu kører jeg på lige til vi nærmer os midten af december.

Der er ikke særlig længe til min BMI skifter fra fed til tyk - men jeg ville være glad, hvis der "kun" var 10 kilo tilbage at høvle af efter jul.

Så det er helt klart at den mentale kur har taget over - der er ikke længere noget, der hedder svinkeærinder eller pauser........

Fra den oprindelige vægt og til i dag er der røget  33 kilo!

Målet? Tjae....det må vel hedde en brudekjole i str. 40.

Jeg tør godt!

Kommer endnu en gang til at høre TV2 for mig: "Så kys det nu det satans liv!"og helt ærligt kan man da andet?
Lige nu føler jeg, at jeg har levet i en puppe, har godt nok kunnet se livet, betragte og undres, men leve med? Næee.....ikke rigtigt! Ikke før nu!

Nu skal jeg ud at kysse livet - satans eller ej - og det skal få alle de kys, der har hobet sig op i alt for mange år.

Endelig på vej ud i et liv i frihed og glæde. Måske snubler jeg og måske falder jeg og slår mig, og hvad så? Nu har jeg også mod til at bede om hjælp, hvis det kniber med at komme op igen ved egen hjælp.

vægten siger 90,2....

Uden filter

Siden min kæreste blev dræbt ved en ulykke, har jeg gemt mig bag et panser af spæk. Ingen og intet fik lov at trænge igennem og ingen ny mand blev lukket ind bag facaden. Hellere ikke føle noget som helst end risikere at føle den smerte igen.

Og dette har været medvirkende til at jeg (ubevidst naturligvis) har kæmpet imod  for enhver form for vægttab. Hver gang jeg kom godt fra start er der ikke gået længe, før jeg har saboteret processen og har standset projektet. Jeg har ikke haft modet!

Men denne gang er jeg kommet dertil hvor panseret er ved at være nedbrudt og mange af den gamle følelser dukker op. Og det gør NAS ind imellem. Og samtidig med at jeg har lagde paraderne var der én der smuttede igennem tremmerne og ind i mit allerinderste hjertekammer. Totalt uforvarende! Jeg blev virkelig ramt off guard!

Nu var det ikke kærligheden jeg skulle fortælle om men derimod det at bruge fedtet som panser og opleve alt det, der sker, mens panseret bliver brudt ned.

Skræmmende og samtidig giver det en fantastisk styrke. Det var slet ikke så farligt som jeg troede!

I dag siger vægten minus 19,3 kilo i denne omgang - 33 kilo i alt  - og jeg fortsætter mit nedbrydningsarbejde.

Jeg tør godt!!

Taknemmelighed

Jeg har lovet indtil videre at holde mig til at blogge om kur og vægttab, og det vil jeg gøre mit bedste for at bestræbe mig for at gøre, selvom det nok bliver mere end svært, når tankerne er alle mulige andre steder henne.

Faktisk er jeg lige der, hvor kuren er så indbygget / integreret at det hele går pr. automatik, og det er en rigtig tryg følelse nu.

Der var nogle uger, hvor jeg var nærmest bidt af at hoppe på vægten i tide og utide (det er vel også motion, ikk??) men nu har jeg faktisk endda oplevet, at jeg har glemt det! Faktisk kikker jeg ikke særlig meget på, hvor langt der er til at jeg "går i mål" men langt mere på vejen, jeg allerede har gået og de ting, jeg har lagt fra mig på vejen af hæmninger, frustrationer, begrænsninger osv.

En sjov oplevelse at tallene faktisk ikke længere er det vigtige, men følelsen!!

Er du så færdig! 

Den ultimative følelse af frihed på alle måder, både fysisk og psykisk. 

Kan du forestille dig at slæbe rundt med en rygsæk fyldt med 40 liter mælk og så mærke hvordan det føles når de 20 af dem er væk, og man ved at resten også forsvinder i en rygende fart? Det kan du nok ikke, hvis du ikke har prøvet det, men alle der har vil helt bestemt give mig ret - følelsen er uforlignelig! Jeg havde konstant ondt i ryggen, og mange dage gik med ikke at kunne være nogen steder for smerter, ikke kunne arbejde eller bevæge mig uden at smerterne væltede igennem hele kroppen. 

Og nu har jeg ikke ondt nogen steder overhovedet!

Fuldstændig ubeskrivelig fantastisk og vidunderlig skøn! 

Jeg føler mig så hot og sexet, nyder at kunne hoppe i de stramme jeans og ikke længere ligne en dårligt snøret rullepølse. Kunne hoppe i de høje hæle og ikke få så ondt i knæ og ankler, at jeg må opgive. Kunne trave lange ture igen uden at "falde besvimet om" bagefter. 

Det er en gave, der langt overstiger den investering, jeg har lagt i projektet.

Hvor er jeg rig!

Minus 18,7 kg

Fuldstændig hjerneblæst!

Advarsel!

lynet slår ned, når du allermindst venter det.

Lige nu kan jeg slet ikke få jordforbindelse - eller rettere skifter mellem at mangle grounding og ikke kunne komme op til overfladen efter luft.

Den er helt tosset! På Agility banen løber jeg den forkerte vej, så det er da et held at lille Mahika selv kan klare banen - nok ikke uden grund at hun hedder [maj-ka-sæl] lægger bilnøglerne fra mig i Lidl NEDE I KØLEMONTREN!!  - tænder den elektriske bagrude i bilen og opdager efter 10 minutter at jeg har tændt  - og kørt med - katastrofeblinket i stedet.

Hverdagene er bare noget, der skal overståes i en fart, weekenderne er det eneste, der betyder noget!
Lidt træls at vi ikke kan finde et sted at være andet end B&B, men til gengæld har vi fundet verdens mest hyggelige og romantiske sted, så det er ok nok.

Der er ikke nogen, der lige låner sin lejlighed ud i en måneds tid, vel?

Der er vist noget om snakken, når man siger at når der går ild i gamle huse, så brænder de ned til grunden?

Og vægten? 91,8 - det er 18 kilo godt og vel, så nu er jeg snart halvvejen.

Kærligheden overvinder alt!

Tænk bare!

Jeg har mødt den mand, jeg blev så inderligt forelsket i da jeg var 14...... Min første rigtige kæreste, ham der var "den første" (jeg var også hans første kæreste).

Vi måtte opgive kontakten da vi var hhv. 15 & 18 år

På det tidspunkt havde vi været kærester i 9 måneder, men det var rigtig svært at få til at fungere pga. bl.a. min mors modstand samt bopæl langt fra hinanden og overskygget af en ubændig jalousi.
Men jeg glemte ham aldrig, savnede ofte hans inderlighed og blide væremåde. Savnede den måde han fik det superkvindelige frem i mig, savnede den jeg var, når vi var sammen.

Og så pludselig.....hvor ellers end på FaceBook.....hvem render jeg ind i?
Netop HAM - the one who got away....

Det tog såmænd blot 2 dage, så var vi tilbage i datidens lyserøde skyer, endnu mere forelskede end dengang, og denne gang med vores voksne erfaring og forståelse.

Det bliver lidt af et arbejde at få tingene til at gå op i en højere enhed, men vi VIL hinanden og denne gang, lader vi ikke nogen eller noget forhindre os i at være sammen resten af livet.

Ringen er sluttet, og den første skal også blive den sidste for mig - ja for os begge to. 

Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Næste skridt på min lange rejse bliver en alvorlig oprydning på det rent praktiske plan.

Jeg er kommet dertil hvor der ikke længere er noget eller nogen, der kan intimidere mig i en sådan grad, at jeg er nødt til at beskytte mig bag et panser. Mit indre er nu så stærkt at jeg tør smide spæklaget og kaste mig ud i eventyret.

Mit nye liv - min gamle kærlighed - mit fantastiske eventyr.

Og vægten? 94,3 = minus 15,6 kg......