Har man ret til....

Lige nu hvor jeg er sikkert på vej ud af orkanen, kan jeg godt se, at jeg har såret 2 mennesker meget dybt på vejen mod min egen lykke.

Både min elskede og jeg var i et forhold, da vi igen faldt for hinanden med et brag. Vi har selv snakket om det mange gange, men er helt sikre på at der ikke var andre muligheder. Hvis vi ikke havde valgt hinanden denne gang, ville vi i stedet være 4 mennesker, der var ulykkelige, for vi ville ikke være i stand til at leve almindeligt sammen med vores respektive partnere igen, efter at vi har genopdaget vores store kærlighed.

Der er jo ingen børn i klemme - heldigvis - men alligevel sidder der jo 2 mennesker tilbage, som har mistet et menneske de stolede på og holdt af. 2 mennesker, der skal samle sig selv op og finde ud af at komme videre med deres liv alene.

Har man ret til at være så egoistisk?

Hvis nogen havde spurgt mig for bare 3 måneder siden, ville jeg nok ha svaret anderledes, men i dag?

Jeg kan ikke forestille mig livet uden min elskede, og jeg ville ha kæmpet med næb og kløer for at få ham, hvis det var nødvendigt!

Vi ved begge to at dette er den kærlighed, vi har savnet hele livet, at vi aldrig skulle ha skiltes dengang. Uanset hvilke forhold, vi havde været i i dag, så havde det været håbløst at kæmpe imod - overmagten var for stor, vi blev simpelthen revet med af kærlighedens malstrøm, og vi ville selv være blevet flået i stykker, hvis vi havde kæmpet imod.

Men stadigvæk sidder der 2 mennesker, der må betale prisen for min lykke, og det har jeg det ikke spor godt med, men jeg kunne ikke handle anderledes, så jeg håber at de vil forstå og tilgive, når stormen i deres liv har lagt sig lidt.

Det der fylder allermest...

Ikke så meget at skrive om. Vægten er på 88,4


Det er et minus på 35 kilo i alt eller 21,5 kg i denne omgang.

Vender snart tilbage med rigtige logs.

Lige nu er den hjemlige situation ved at nærme sig den endelige løsning, men jeg er nødt til at holde lav profil et par uger endnu.

Desværre.