Lige nu føler jeg, at jeg har levet i en puppe, har godt nok kunnet se livet, betragte og undres, men leve med? Næee.....ikke rigtigt! Ikke før nu!
Nu skal jeg ud at kysse livet - satans eller ej - og det skal få alle de kys, der har hobet sig op i alt for mange år.
Endelig på vej ud i et liv i frihed og glæde. Måske snubler jeg og måske falder jeg og slår mig, og hvad så? Nu har jeg også mod til at bede om hjælp, hvis det kniber med at komme op igen ved egen hjælp.
