Tjaeee...for bare 2 måneder siden gik jeg rundt og havde det sådan her:
"Jeg tænkte, nå, men det var så livet
sådan så det altså ud"
(TV2)
Det var som om jeg var tilskuer til livet - til alt det, der skete for andre, for i mit eget liv, skete der ikke mere. Eller rettere, jeg følte mig så hæmmet, at jeg fravalgte, hvad der evt. kunne ske. Følte mig ekstremt belastet af min størrelse, totalt håbløs i tøjet, kikset i håret osv. osv. Og i stedet for at gøre noget ved det, blev jeg bare hjemme og blev mere og mere ulykkelig.
JA, der var mennesker, jeg kunne række ud efter, mennesker der ville støtte og hjælpe - det er jeg klar over, og jeg ved også hvor de er - Jer alle sammen ;-).
Det er udelukkende min egen skyld, mit manglende engagement, mod, manglende evne til at gribe fat og selv tage hånd om mit liv.
Men jeg har fundet det - jeg har fundet vejen tilbage til det rigtige liv. Fundet lidt af modet og viljen til at handle, være aktiv og selv være "in charge". Så det er en helt anden linje fra den samme sang, jeg nu kører efter
Der er nogen chancer, som man selv kan ta
og flytte rundt med hvis man synes
(TV2)
Jeg er bare SÅ optændt - rækker armene ud til alle sider for at få opbakning, jo mere jo bedre.
Fornemmelsen af at der er nogen, der virkelig bakker op om mit projekt er fantastisk, og samtidig gør det, at jeg vil få sværere ved at falde tilbage og sumpe igen.
Tak for mit nye liv og tak for alle mine gamle venner
