...tjae...det er nok det store spørgsmål, som vi overvægtige er de allerbedste til at tage stilling til.
Virker det virkelig at ændre på sin kost og dyrke noget motion - er det "kun" det, der skal til?
Set udefra er det da uhyre enkelt! -men hvordan ser det ud indefra?
Hvis jeg kunne vise et billede, der symboliserer kaos, så ville det nok være det nærmeste, jeg kunne komme til at beskrive den sindstilstand jeg har været i pga. min vægt og tanken, nej tankerne - de konstante tanker om hvordan jeg dog skulle komme i gang igen.
Det fyldte uhyggelig meget i min sindstilstand, at jeg var for tyk....eller for at kalde en spade ved sit rette navn...jeg var for FED. Med en overvægt på 50 kilo og BMI på over 39 er man sq ikke bare lidt for tyk, man er i stor helbredsrisiko på grund af sygelig fedme!
Når nu tankerne og bevidstheden i den grad var kørt i stilling med opmærksomheden rettet med vægten 24/7, hvorfor kunne jeg så ikke bare gå i gang?
Jamen det gjorde jeg jo hele tiden! Gik på kur - kiksede - opgav... gik på kur - kiksede - opgav... gik på kur - kiksede - opgav...i en uendelig strøm af forsøg med følgende nederlag og medfølgende lavere og lavere selvværd.
Men INTET sted i mit bagland mødte jeg hverken opbakning eller respekt for mine valg, mål eller ideer, og efter få dage, kastede jeg mig over de kager, der i en lind strøm blev stillet foran mig. Ikke decideret foran mig for at friste, men fordi min værre halvdel ikke syntes, det skulle gøres til et problem for ham. Han syntes det var for besværligt, at han skulle lægge kager og slik bare lidt af vejen.
Jeg forstår så godt at nogen bare vælger at give op til sidst - det virker jo håbløst! Faktisk vil jeg vove at påstå at det ER håbløst at komme igennem denne proces, når man ikke nyder en eller anden form for opbakning.
Slankekure virker - ja men kun så længe man er på dem. De gode og lødige kure kombineret med motion er givetvis vejen til et sundt liv - problemet ligger bare et helt andet sted, nemlig mellem ørerne! Følelsen af mindreværd, sorg, ensomhed, angst, utryghed og alle de andre følelser, vi har svært ved at være i, de dulmes af mad - hvordan kan man så forlange at vi skal komme ned i vægt? Hvordan kan nogen tro, at disse uhåndterede følelser bare forsvinder som dug for solen, fordi vi skal tabe os?
Maden er vores trøst, vores sut, vores sprut, vores smøger, vores stof i én og samme, og efter få dage uden alt det, så er vi ved at skrige af angst og panik. Men vi kan ikke få hjælp, og vi møder ikke forståelse.
Vi mødes i stedet af fordømmende udsagn om at vi er dumme, dovne, dorske og bare kan tage os sammen. Min IQ er målt til at være 138, så det er altså ikke fordi jeg er dum, at jeg er tyk. Jeg er for tyk, fordi jeg føler alt for meget og bruger mad til at dulme en indre smerte.
Vi kan da bare lade være med at spise så meget!!.
Har I nogen anelse om hvor svært det er? Uanset hvor meget man skal tabe sig, så SKAL man altså ha mad!
En alkoholiker eller en narkoman kan holde sprutten eller stofferne ude af deres liv, mens vi, der er for tykke, vi er nødt til at spise 5-6 gange om dagen – vi er NØDT til at kravle ind i buret til løven! Vi er nødt til at se vores stof for os rigtig mange gange om dagen. Og ingen tager hensyn til os! Ingen kunne da drømme om at lokke en ædru alkoholiker med en lille snaps eller en afvænnet junkie med et lille hyggefix, vel?
Men på os tykke er der fri jagt året rundt: ”Tag nu bare et lille stykke kage – den feder først i morgen” eller…”nu har jeg stået og bagt for din skyld, det kan du ikke være bekendt!” eller….hvorfor vil du dog gå igennem det igen, du behøver da ikke tabe dig, du har jo sådan nogle smukke øjne” - og det betragtes som værende ok! Personen, der nøder, bliver faktisk fornærmet, hvis vi ikke efterkommer anbefalingen.
Hvor respektløst er det ikke?
Eller vi bombarderes totalt uopfordret med kloge råd om, hvordan vi skal spise for at komme ned i vægt.
For filen da, er der noget som overvægtige er eksperter i, så er det kost og ernæring. Jeg render da ikke rundt og fortæller andre, hvordan de skal holde op med at ryge, indrette deres hjem, eller hvad de skal give deres børn med på maden, for at give dem en god skoledag, vel?
Men nu hvor jeg har tabt en masse kilo, så mødes jeg pludselig med respekt! Hvor latterligt er det ikke, spørger jeg.
Nu er jeg så pludselig kommet over min dovenskab, er blevet intelligent eller har fundet de vise sten – og så kan jeg mødes med al den respekt, jeg havde så hårdt brug for, da jeg vejede 50 kg for meget! Føj for pokker, nu har jeg intet til overs for den slags respekt!
Kunne vi blive enige om at vi er mennesker på godt og ondt, og at alle mennesker skal behandles med samme respekt? Tykke som tynde, skaldede som rødhårede, troende som ateister.
Det gør ondt på os alle sammen, når de sten, man kaster imod os, rammer.
En stor hyldest til min elskede slankegruppe FAT
– I styrer for vildt!
