Siden min kæreste blev dræbt ved en ulykke, har jeg gemt mig bag et panser af spæk. Ingen og intet fik lov at trænge igennem og ingen ny mand blev lukket ind bag facaden. Hellere ikke føle noget som helst end risikere at føle den smerte igen.
Og dette har været medvirkende til at jeg (ubevidst naturligvis) har kæmpet imod for enhver form for vægttab. Hver gang jeg kom godt fra start er der ikke gået længe, før jeg har saboteret processen og har standset projektet. Jeg har ikke haft modet!
Men denne gang er jeg kommet dertil hvor panseret er ved at være nedbrudt og mange af den gamle følelser dukker op. Og det gør NAS ind imellem. Og samtidig med at jeg har lagde paraderne var der én der smuttede igennem tremmerne og ind i mit allerinderste hjertekammer. Totalt uforvarende! Jeg blev virkelig ramt off guard!
Nu var det ikke kærligheden jeg skulle fortælle om men derimod det at bruge fedtet som panser og opleve alt det, der sker, mens panseret bliver brudt ned.
Skræmmende og samtidig giver det en fantastisk styrke. Det var slet ikke så farligt som jeg troede!
I dag siger vægten minus 19,3 kilo i denne omgang - 33 kilo i alt - og jeg fortsætter mit nedbrydningsarbejde.
Jeg tør godt!!
