Set i bakspejlet, så var det alligevel ikke det værd. 2 dage for at komme tilbage på sporet pga. en bøf?? Helt ærligt, altså!! Jeg må indse at lige nu har jeg et valg, der hedder nyde eller yde - jeg kan ikke gøre begge dele på én gang. Og da mit valg hedder YDE, så må jeg lægge nydelsen lidt på hylden.
Og er det ikke også her, vi allesammen stejler, når vi tænker på at tabe os? Vi VIL jo ikke undvære alle de ting, vi er vant til - vi VIL jo ikke yde, men kun nyde, ikk?
Vi er bange for at undvære vores "stof" - vi tror ikke på, at vi kan klare det, og så giver vi op på forhånd.
Hellere give op end at opleve endnu et nederlag - for dem har vi i forvejen oplevet alt, alt for mange af.
Så hellere lade som om vi har det godt nok inde i vores store, tunge kroppe. Men hvem er det, vi lyver overfor? Hvem er det vi sårer allermest dag efter dag?
Jeg tror simpelthen ikke på den, der siger: "Jeg har det godt nok med at veje x-antal kilo", hvis jeg kan se at vedkommende er hæmmet af overvægten. Selvfølgelig har man det ikke godt!! Man kan knapt bevæge sig, man kan ikke lege med sine børn, man har problemer med at udføre de allermest basale ting, og man er bange for en masse følgesygdomme + at man er ulykkelig over sit udseende - sin fede krop.
Og nu kan jeg altså godt love Jer alle sammen at belønningen er kæmpestor! Det er som at få et helt nyt liv foræret!
Så ikke flere svinkeærinder og ikke flere undskyldninger.
Nu skal der ydes - sidenhen kan der nydes.
