Tænk bare!
Jeg har mødt den mand, jeg blev så inderligt forelsket i da jeg var 14...... Min første rigtige kæreste, ham der var "den første" (jeg var også hans første kæreste).
Vi måtte opgive kontakten da vi var hhv. 15 & 18 år
På det tidspunkt havde vi været kærester i 9 måneder, men det var rigtig svært at få til at fungere pga. bl.a. min mors modstand samt bopæl langt fra hinanden og overskygget af en ubændig jalousi.
Men jeg glemte ham aldrig, savnede ofte hans inderlighed og blide væremåde. Savnede den måde han fik det superkvindelige frem i mig, savnede den jeg var, når vi var sammen.
Og så pludselig.....hvor ellers end på FaceBook.....hvem render jeg ind i?
Netop HAM - the one who got away....
Det tog såmænd blot 2 dage, så var vi tilbage i datidens lyserøde skyer, endnu mere forelskede end dengang, og denne gang med vores voksne erfaring og forståelse.
Det bliver lidt af et arbejde at få tingene til at gå op i en højere enhed, men vi VIL hinanden og denne gang, lader vi ikke nogen eller noget forhindre os i at være sammen resten af livet.
Ringen er sluttet, og den første skal også blive den sidste for mig - ja for os begge to.
